tirsdag den 25. juni 2013

OPERATION BLODBØG

En operation udført af Scarlett Pinkgomery
søndag d.8/6 2008. 

Blodbøgen på Randersvej ved Kastaniegade i Århus blev plantet i 1898 af gartner Jens Lassen Faurschou efter sigende til minde om general Rye og Rytterfægtningen ved Århus, der fandt sted den 31. maj 1849 der, hvor Stjernepladsen ligger nu.

Det er selvfølgelig ikke uden grund at gartneren valgte en blodbøg til minde om de faldne krigere på stjernepladsen. Mange blev dræbt ved dette slag, der var en del af tre-årskrigen, som bestod i at De tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede at Slesvig og Holsten blev løsrevet fra Danmark og sluttet sammen til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Selv om krigen egentlig var en borgerkrig, var der samtidig tale om en nationalitetskrig mellem Tyskland og Danmark. Preusernes indblanding og de storpolitiske interesser gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.

.

Blodbøgen, der er et af de smukkeste træer i Århus, står nu som et stolt fredssymbol, men desværre er det truet af fældning på grund af udvidelse af Randersvej til letbane. Men d 8. juni kl. 14.00 udførte Generalinderne S. Pinkgomery og R. DeepPurple samt tre lejesoldater fra Hansen Klanen en Aarhus Artillery aktion for at gøre opmærksom på træets værdi og historie.


Operation Blodbøg gav et stort ekko i lokalpressen. Både Stiften og JP havde historien.





Ugen efter tilsluttede Perleplade Syndikatet sig protesten mod en fældning af træet.

1 kommentar:

  1. Små soldater kæmper for blodbøgen

    Århus Stiftstidende | 05.07.2008

    Af Jørgen Bollerup Hansen

    ÅRHUS: I en lille måneds tid har en flok lyserøde soldater slået ring om blodbøgen på Randersvej.

    Soldaterne kommer fra en international hær kaldet Pink Army, den lyserøde hær.

    Der er cirka 15 forskellige afdelinger spredt over Europa og Nord Amerika.Og nu også i Århus.

    Målet er at bekæmpe krig i alle afskygninger, og aktionerne dokumenteres på hjemmesiden My- Space.

    Plantet som fredstræ Her fortæller århushæren også om sine motiver.

    » Blodbøgen på Randersvej ved Kastaniegade blev plantet i 1898 af gartner Jens Lassen Faurschou, efter sigende til minde om general Rye og rytterfægtningen ved Århus 31. maj 1849 der, hvor Stjernepladsen ligger. Mange blev dræbt ved dette slag, der var en del af treårskrigen, og det er selvfølgelig ikke uden grund, at gartneren valgte en blodbøg til minde om de faldne krigere.

    Dette træ, der er et af de smukkeste i Århus, står nu som et stolt fredssymbol.

    Men desværre er det truet af fældning på grund af udvidelse af Randersvej til letbane. « » Derfor har Pink Army Aarhus Artillery invaderet arealet rundt om træet for at gøre opmærksom på træets værdi og historie.

    Pink Army Aarhus Artillery opfordrer også andre til at skabe events omkring træet for at give deres mening til kende. « Gadekunst Pink Army kalder sig selv for at street artprojekt.

    Aktionen ved Randersvej er ikke eneste gadekunstaktion i Århus lige nu centreret om træer.

    På Viborgvej er der fra Ringgaden til Cereskrydset ophængt billeder på træer med det fælles tema: » Hvad gør dig glad? « Det har så vidt vides ikke noget at gøre med Pink Army.



    Perleplader kæmper for blodbøgen

    Stiften.dk | 23.07.2008

    For en god måneds tid siden blev den omdiskuterede blodbøg på Randersvej pyntet med små lyserøde soldater, der kæmper for at beholde blodbøgen på sin nuværende placering.
    I lørdags fik soldaterne, som kommer fra foreningen »Pink Army Aarhus Artillery,« følgeskab af 15 perleplader, der hænger ned fra træets grene. Bag eventen står »Perleplade Syndikatet,« som er en gruppe kunstnere fra Århus, der arbejder for at udbrede perleplader som et seriøst kunstnerisk medie på lige fod med for eksempel oliemaling.

    »Vi mener, at den ro og koncentration, det kræver at lave en perleplade, er en god måde at slappe af på og få nye indsigter. Især hvis man laver perleplader i fællesskab med andre, har vi bemærket, at der opstår glade budskaber,« skriver foreningen om sig selv.


    Både bane og bøg

    Foreningen støtter soldaternes kamp for at redde blodbøgen, som eller står til at blive fældet for at give plads til letbanen på Randersvej.

    »Perleplade Syndikatet sætter sin lid til, at den kommende høringsfase vil rejse så meget protest og debat, at politikerne vil være nødsaget til at finde en alternativ løsning, der bevarer det over 100 år gamle træ, som i sin tid blev plantet for at minde om det blodige rytterslag ved Stjernepladsen under første slesvigske krig,« skriver foreningen.

    Men det lader til, at beslutningen er truffet på trods af demonstranternes opråb.

    Blodbøgen skal falde for at gøre plads til letbanen. Det er den konklusion og anbefaling kommunens afdeling for Trafik og Veje er nået frem til. Det vil koste over en million kroner at flytte træet, og der er ikke plads til både bane og bøg, selv om grenene opstammes.

    SvarSlet